Mærke naturen på tæt hold – føle vinden, lugte vandet, se fuglene og omgivelserne – opleve samspillet mellem vinden, vandet og båden – opleve sin egen kunnen – og måske begrænsninger – mest af alt: at nyde sin verden!
Men at færdes på vandet for sejl er også fysik:
At et legeme nedsænket i vand fortrænger den samme vægt i vand som det selv vejer – vægtstangsprincipper – kraftudveksling, og meget andet. Hvorfor sejler båden? Hvordan påvirker vinden sejlet? Hvad gør roret? – og kølen?
Oplevelse – nydelse – kan man ikke beskrive, hvert menneske oplever for sig selv, men man kan beskrive fysikken, og kender man fysikken og dermed resultatet af sine handlinger i båden, bliver nydelsen ved af at sejle meget større. Og det er fysikken, jeg vil prøve at beskrive i dette minikursus.
Der er skrevet mange bøger om sejlads, og de fleste er rigtig gode, men også meget omfattende og dermed tidskrævende, nok mere, end vi behøver for at plaske rundt i Esrum Sø. Nogle områder, som jeg finder væsentlige, er flere steder behandlet på en måde, som jeg finder ulogisk eller måske bare ikke forstår rigtigt. Her har jeg nærmest ”gendigtet”, så emnet virker forståeligt og logisk – i hvert fald for mig, og jeg er overbevist om, at meningen er bevaret.
Venlig hilsen,
Per Nielsen.
SEJLADSENS UDVIKLING
Mennesket har vist altid sejlet, lige fra den tid, hvor det begyndte at blive menneske.
De første oplevelser med vand har nok været, at vand er farligt, men for at komme over på den anden
side af floden kunne man med rimelig fordel benytte en træstamme som flydeelement. Med en flækket træstamme kunne man sidde ovenpå og ro med hænderne eller stage sig frem med en kæp.
Hvis man så bandt to eller flere stammer sammen blev ”fartøjet” oven i købet rimelig stabilt – men tungt.
Et kvikt hoved har så fundet på at hugge/brænde noget af træet væk, så stammen blev en skal, man kunne sidde nede i, og med føreren som ballast blev båden stabil og lettere at føre frem med en tildannet gren som åre eller padle.
Efterhånden som man vænnede sig til stammebåden og til at fiske og handle med båden som transportmiddel, blev behovet og afstandene større og dermed kom behovet for større både: man satte sider – skvætbord – på, og så havde man lagt grunden til bygning af plankebyggede både. Et godt eksempel på en plankebygget båd her hjemmefra er ”Hjortspring–båden”, som er dateret til omkring år 450 før vor tidsregning.
Der opstod efterhånden behov for både af forskellig udformning til forskelligt brug: større og mindre, og nogle steder skulle bådene være lette, enten for at trække dem op eller transportere dem over land. Nogle steder byggede man både på et skelet af træ, betrukket med skind, lærred eller bark – måske af mangel på egnede træer.
Med de forskellige skrogformer fremstod forskellige egenskaber og med dem problemer der skulle løses: både af træ var tunge at drive frem og krævede meget mandskab, så for at lette fremdrivningen begyndte man at sætte sejl på – man har vel mærket, at vinden flyttede båden når man prøvede at ligge stille, og rejste man sig op i båden drev den hurtigere, så et stykke skind eller stof (vikingerne brugte lærred af uld) var velegnet til at fange vinden og drive båden frem.
Men det kunne være svært at holde den ønskede retning, især i en kort og bred båd, som har tendens til at dreje rundt, så for at stabilisere sejlretningen fandt man på at sætte ror og køl på, jeg kunne forestille mig, at roret kom først, simpelt hen en padle, der blev holdt ret bagud, og kølen begyndte sikkert som en planke stillet på højkant – eller måske som et sidesværd som på en hollandsk kuf.
Og siden er udviklingen gået stille og roligt, man har hovedsagelig beskæftiget sig med at forfine de bestående opfindelser: sejlene er først udviklet til råsejl, d.v.s. sejl hængt op på bomme, der går på tværs af sejlretningen, siden til langsgående sejl på f.eks. skonnerter når det gælder store skibe, og når det gælder mindre skibe, som fiskerbåde og joller, blev de rigget med sprydsejl, latinersejl, og nu med bermudarig. Skrogformerne er udvidet med planende skrog i tillæg til deplacementbåde, og materialerne til skrog omfatter, foruden træ, metal (stål og aluminium), beton og ikke mindst glasfiber og nu også kulfiber. Kølen har også gennemgået en udvikling fra at være en gennemgående planke til en dyb, kort plade, nogle gange med finner til stabilisering.